Da Trolddomen hved - & need Paa han svved: Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa stoor at Dend vaer
Medens han gik Mennisker, vaer han skuffed frst: I ydre vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Liiv
De trller ham Med at Sind ham, Een Krafft aff Natur, Som uden Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Farver, Nattens Aandedrag
For ingen Guderst nogensinde Git Mennisket paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund Naffn paa det de kunde finde
End han - I hans Hirte: Een Affgrund Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Vintrens Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en sunken
...Oc ved den lydende Som Fryckt i vver Skald de atter falme
The spell did breake and gave To hours Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A approaching payn
he was As he wander'd men On the of life - no change No change as the Beast
They him, these fooles A power pure, nature Perception sans
them he walks unseen Like a tint if The breath of
No voice of God did Man He did hide Werewolf & Phantom, & Beast - Mere names to what they fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea Which loves its
- An shadow crawling O'er the soil All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, Bids him welcome from a sky
... And by the Of his psalme Feare be harvest agayn From the Pious of men